Annonce/sponsorreklame:


Forskellige slags vegetarer

vegetarer spiser kun eller næsten kun vegetabilske fødevarer
Der findes flere former for vegetarer og mange meninger om den bedste vegetarkost

Der findes mange meninger om, hvilken form for vegetarkost der er bedst.

Vegetarer, som undgår alle animalske fødevarer, og kun spiser vegetabilske fødevarer kaldes for veganere. Selv om de fleste vegetarer supplerer vegetabilske fødevarer med mælkeprodukter og/eller æg, er det fælles for dem alle, at kosten er baseret på vegetabilske fødevarer, og er uden eller næsten uden animalske fødevarer.

Lad os først definere nogle vigtige ord:

Animalske fødevarer er alle fødevarer, der kommer fra dyr eller fisk – altså fx kød, fjerkræ, fisk, æg og mælkeprodukter.

Vegetabilske fødevarer er al mad, der kommer fra planteriget. Altså fx korn, gryn, mel, bønner, linser, ærter, frø, nødder, grøntsager, svampe, tang, frugter og bær.

Vegetarer spiser kun eller hovedsageligt vegetabilske fødevarer.

Nogle mennesker kalder sig vegetarer, selv om de af og til spiser lidt kød. De kaldes nogle gange for semi-vegetarer. Personer, der hovedsageligt spiser vegetabilske fødevarer, men som af og til spiser lidt fisk, kaldes nogle gange for pesco-vegetarer (pesco = fisk).

Der findes dog kun fire slags egentlige vegetarer:

  • Veganer: Spiser udelukkende vegetabilske fødevarer, og altså hverken kød, fjerkræ, fisk, æg eller mejeriprodukter. Veganerkosten er helt fri for animalske fødevarer. Veganerkosten er sandsynligvis den sundeste form for vegetarkost, men den stiller også lidt større krav til, at du tilrettelægger kosten, så du får nok af alle næringsstoffer.
  • Lakto-ovo-vegetar: Spiser hovedsagelig vegetabilske fødevarer, men af og til også mælkeprodukter og æg. (Lakto = mælk, ovo = æg).
  • Lakto-vegetar: Spiser hovedsagelig vegetabilske fødevarer, men af og til også mælkeprodukter. Undgår æg.
  • Ovo-vegetar. Spiser hovedsagelig vegetabilske fødevarer, men af og til også æg. Undgår mælkeprodukter.

Når du fravælger animalske fødevarer, er det vigtigt, at du samtidig er ekstra omhyggelig med at sammensætte din kost, så den indeholder tilstrækkelige mængder af alle nødvendige næringsstoffer. Læs mere under Næringsstoffer i vegetarkost.

Skriv en kommentar